Luft-til-luft-varmepumpe

Det billige og nemme supplement til din eksisterende varmekilde eller sommerhuset.
Luftvarme

Hvad er en luft-til-luft-varmepumpe?

En luft-til-luft-varmepumpe udnytter varmen i luften udenfor og bruger den inde i dit hus. Denne type varmepumpe kan bruges som supplement til din eksisterende varmekilde såsom naturgas, olie- eller pillefyr, men kan ikke helt erstatte den, fordi luft-til-luft-varmepumpen ikke kan varme brugsvand op.

En luft-til-luft-varmepumpe kan installeres uanset om huset har centralvarme eller ej, og derfor egner denne løsning sig også godt som supplement i mange sommerhuse.

  • En luft-til-luft-varmepumpe består, kort fortalt, af en udedel og en indedel. Udedelen består af et rørsystem, kaldet fordamper, en ventilator og en kompressor, der danner et kredsløb vha. et kølemiddel. Ventilatoren suger luft igennem varmepumpen og danner energi til kredsløbet. Kølemidlet koger helt ned til meget lave temperaturer, og koger altså stort set hele tiden. Det forvandles til damp og sættes under tryk i kompressoren, der hæver temperaturen, så der kan udvindes energi til kondensatoren i indedelen. Når varmen fra dampen er overført til luften via kondensatoren i indedelen, er der kun kold damp tilbage. Det sendes igennem en ekspansionsventil, hvor det bliver til kølevæske igen, så kredsløbet bliver fuldendt og processen kan køre i ring.

Omkostninger ved en luft-til-luft-varmepumpe

Den energi luft-til-luft-varmepumpen bruger på at hente varme i luften udenfor, giver den 3-5 gange igen indenfor. Og derfor kan den investering, du lægger i at få etableret denne type varmepumpe, tjene sig selv hjem i varmeregninger på få år. Det er desuden den type varmepumpe, der har de laveste etableringsomkostninger, og ligesom de andre former for varmepumper, er der stort set ingen vedligeholdelsesomkostninger ved denne løsning.

Du kan desuden, i de fleste tilfælde, få håndværkerfradrag, når du vil installere en luft-til-luft-varmepumpe.

3 fordele ved at vælge luft-til-luft

Stor besparelse på din varmeregning

Du kan spare store dele af din udgift til varme, hvis dit hus egner sig til en luft-til-luft-varmepumpe. Og det gør stort set alle huse, da det ikke er nødvendigt, at huset har et centralvarmesystem, men blot en anden varmekilde såsom naturgas, olie- eller pillefyr, der opvarmer brugsvand.

Lave etableringsomkostninger

I forhold til andre varmepumpetyper er luft-til-luft-varmepumpen billig at installere. Desuden er det en nem løsning at få op at køre, da du hverken behøver at have, eller at installere, centralvarme – den er nemlig mest ment, som et supplement til dine eksisterende varmekilder.

Ingen vedligeholdelse

Når dit anlæg er installeret og kører, skal du ikke bruge mere tid på det. Det passer stort set sig selv, og der skal kun foretages et årligt serviceeftersyn. Til gengæld er det vigtigt, at du allierer dig med en certificeret VE-installatør, når varmepumpen skal installeres, og som kan hjælpe med det årlige eftersyn.

3 overvejelser før du vælger luft-til-luft

Kun et supplement

Luft-til-luft-varmepumpen kan kun bruges som supplement til øvrige varmekilder, da man ifølge bygningsreglementet skal kunne regulere temperaturen i de enkelte rum. Den har altså sine begrænsninger. Luft-til-luft-varmepumpen recirkulerer den luft, der er i huset, og kan altså ikke bruges til at varme dit brugsvand op.

Kan sjældent varme hele huset op

Selvom du sætter varmepumpen til at levere en temperatur på 21°C, vil denne temperatur sjældent være andre steder i huset end i netop det rum, hvor varmepumpens indedel er installeret, derfor virker den bedst som supplement.

Varmer, men larmer også lidt

Udedelen af en luft-til-luft-varmepumpe kan støje lidt. Der er derfor indført regler for, hvor meget din varmepumpe må støje i skellet til din nabo, og derfor kan det være en god idé at have en kyndig VVS’er med på råd, så du ikke ender med at træde nogen over tæerne, fordi du vil varme dine egne fødder.

accordion question mark

Hvad så nu?

Er du nået hertil, har du måske allerede gjort dig nogle tanker om din nye varmeløsning. Men er der noget, du mangler at tænke igennem? Her har vi samlet en række spørgsmål og svar, der kan lede dig lidt på vej. Ønsker du at blive kontaktet af en installatør for et uforpligtende tilbud, kan du sende en forespørgsel via vores beregningsværktøj her.